Hvis vi forudsætter, at du på basis af et bestemt rådighedsbeløb kunne købe ny bolig til 2 mio. kr. i februar måned (2015) vil du i dag have råd til en bolig til 1.570.000,- kr. Med andre ord; Renteudviklingen siden februar måned 2015 har skåret 21,5% af prisen du kan købe bolig for. Værst så det ud midt på sommeren da renten ”toppede”. Da den var på sit højeste ville du kun have råd til en bolig til 1.425.000,- kr.
Er salgspriser faldet tilsvarende?
Det må vi sige nej til. Til gengæld har renteudviklingen været medvirkende til, at priserne er stagneret – og enkelte steder faldet. Afgørende for din fremtidige økonomi er derfor både boligens pris – samt renten. Du har mulighed for at beregne din nettoudgift på et realkreditlån på de forskellige realkreditinstitutters hjemmesider, og dermed have en ”frisk” beregning, når du skal byde på en bolig.
Husk både bank – og rådgiverforbehold når du underskriver købsaftalen
Når du har underskrevet købsaftalen, bør du snarest kontakte banken for at drøfte muligheden for at kurssikre dit lån. Nogle banker kan kurssikre allerede samtidig med, at du underskriver købsaftalen. Hvis dit fremtidige rådighedsbeløb er vigtigt for dig, anbefaler vi dig at følge renten tæt, og særligt når du skal forhandle pris på en anden bolig.
Har du brug for hjælp til forhandling eller anden hjælp til dit boligkøb, så står vi gerne til rådighed.