82 13 10 66 Man - fre   Kl.  10-17

Septiktank

En septiktank er i bund og grund en stor nedgravet beholder. Spildevandet fra huset løber ud i septiktanken og bundfælder sig. Fra tanken er der et overløb. Til overløbet er der tilsluttet en nedgravet plastledning (med huller i) således, at spildevandet fordeles i jorden. Septiktanke findes ofte på huse i landzonen og i sommerhusområder.

Klik her hvis du allerede ser på en ejendom med septiktank. Vi kan give dig et overblik over de vigtigste oplysninger om ejendommen på et indledende møde.

Tømning

Septiktanken skal tømmes jævnligt. Septiktanke ved helårshuse og ved sommerhuse, der bebos helårligt, skal tømmes en gang årligt. Septiktanke ved sommerhuse, der benyttes som sådan, tømmes som regel hvert andet år. Når tanken er tømt, vil du modtage en tømningsattest. Tømningsattesten vil også indeholde oplysninger om evt. konstaterede fejl eller uregelmæssigheder på tanken.

Krav om kloakering?

Af hensyn til vores miljø bliver der mange steder stillet krav om forbedret rensning af spildevandet. Kigger du på hus med septiktank, bør du derfor undersøge kommunens spildevandsplan. Der er stor chance for, at området på et eller andet tidspunkt skal kloakeres. Når eller hvis der skal kloakeres, skal du betale

  • tilslutningsbidrag til kommunen
  • udgifter til anlæg af nye kloakledninger

Det mest almindelig kloaksystem er fælleskloak. Det betyder, at regnvand og spildevand løber i samme kloakledning. Mange kommuner er i gang med at ændre deres kloaksystem til separatkloak. Ved separatkloak er ledningerne delt op til henholdsvis regnvand og spildevand.
Hvis du ser på en ejendom, der har septiktank, bør du derfor undersøge (eller spørge mægler), om der allerede nu er stillet krav om, at ejendommens kloakering skal laves om. Hvis der endnu ikke er kloak – eller der endnu ikke er stillet krav om tilslutning til kloak, skal du forvente, at der stilles krav på et senere tidspunkt. Udgiften til kloakering varierer en del, men det er ikke unormalt med en omkostning på 40-75.000 kr.

Udskiftning og sløjfning af septiktank

En anden problemstilling er, at hvis du bygger om eller ændrer afløbsforholdene på ejendommen, stilles der krav om, at evt. septiktank eller trixtank skal udskiftes samtidig.
Hvis der en septiktank på en ejendom, som ikke bliver benyttet, skal den sløjfes af en, som er autoriseret til det, typisk en kloakmester.