Gode råd om salg af bolig
Gode råd om salg af bolig
Du kan gøre meget for at hjælpe dig selv, når du skal sælge din bolig. Vi har lavet en liste med gode råd om salg af bolig, som kan hjælpe dig til at gøre det lettere – og måske også få en bedre pris.
Prisen skal være skarp og attraktiv
Køberne fokuserer meget på prisen. Derfor handler det ikke bare om at følge med prisudviklingen, det handler om at være foran den. Du kan læse de seneste artikler om udviklingen på boligmarkedet på vores blog Update.
Ryd op og ryd ud
Lug ud blandt dine møbler og andre personlige genstande. Boligen må ikke være proppet med møbler. Køberne skal kunne se mulighederne i boligen – som f.eks. hvordan den kan indrettes, hvis han eller hun flytter ind. Helt tom for møbler virker heller ikke godt. Boligen skal se beboet ud. Hvis alt er taget ud, og man kan se mærker i væggen efter de billeder, der tidligere har hængt der, ligner boligen et dødsbo.
Overvej om alvorlige fejl skal udbedres
Overvej om alvorlige fejl i tilstandsrapporten skal udbedres. Står der eksempelvis i tilstandsrapporten, at vinduerne er rådne, fokuserer de potentielle købere på vinduerne, så snart de træder ind af døren. Køberne ved ofte ikke hvad nye vinduer koster – og derfor kan de fejlagtigt konkludere, at det vil være dyrt at udbedre de alvorlige fejl. Du kan også vælge at indhente tilbud fra håndværkere på specifikke fejl i tilstandsrapporten. Så har køber et konkret beløb at forholde sig til – og det vil hjælpe dig med dit boligsalg.
Udskift de gamle vinduer
Hvis du vil sætte boligen i stand inden et salg, så overvej grundigt, hvad du vil bruge pengene på. Sætter du et nyt køkken ind, vil nogle købere måske være uenige i din smag – og så får du ikke pengene igen ved et salg. Modsat kan det være en god ide at skifte vinduer. Vinduerne er noget af det første køberne lægger mærke til i boligen, fordi de er boligens ’øjne’. Det er dem, du kigger ud af – og ind på.
Spørg vennerne til råds
Når du selv har ryddet op, er det en god ide at få andre til at kigge på din bolig – med kritiske øjne. Vi vænner os selv til irriterende ting, som for eksempel at kommoden står lige ved indgangen. Selvom du selv er holdt op med at gå ind i den, vil mange boligkøbere opfatte det som et irritationsmoment, at den står der. Det er de irriterende knaster, du skal have høvlet af. Og det kan dine venner og bekendte ofte hjælpe dig med.
Gør det hyggeligt
Boliger købes med hjertet – ikke med hjernen. Derfor handler et succesfuldt boligsalg om, at boligkøberne skal sænke skuldrene. Det kan ske ved at vise dem en hyggelig bolig. De potentielle købere skal have en fornemmelse af, at her i boligen befinder man sig godt. Det kan være en god ide, at prøve at lave små arrangementer med hyggeting i hjørnerne. Ligeledes kan du tage friske blomster ind fra haven og stille frem. Det er både rart at se på og dufte til. Undgå for alt i verden, at din bolig lugter dårligt. Lugt af dyr og røg kan også skræmme boligkøberne væk.
Gør det unikke synligt
Alt hvad der kan forbedre din bolig, skal du gøre synligt. Hvis du har frit udsyn til en sø, et flot landskab eller bare en charmerende havepavillon, så sørg for, at der er frit udsyn. Selvom du selv har vænnet dig til udsigten, så skal køberne gøres opmærksom på den. Generelt skal du gøre alt for, at de positive ting i boligen bliver tydelige. Det vil fremme dit boligsalg.
Lad naboerne ”sælge” for dig
Har du gode naboer så fortæl dem, at din bolig er til salg. Når der kommer købere, som er ude at se haven, kan det jo være, at naboen lader et ord falde om, at det er et rigtig godt kvarter. Naboerne betragtes ofte som uvildige, og deres ord vil vægte tungt hos en potentiel køber.
Brug dit netværk
De fleste har en ejendomsmægler til at styre og fremme salget, men du kan også med fordel udnytte dit netværk. Både Facebook og Instagram har eksempelvis gjort det markant lettere at sprede budskaber. På den måde kan du lade vennerne fortælle deres venner om dit boligsalg – og at du måske lige har sat prisen ned.