82 13 10 66 Man - fre   Kl.  10-17

Jagtpassage

Ret til jagtpassage på en ejendom

Der er på mange ejendomme beliggende i landzone, tidligere landzone og sommerhusområde tinglyst et dokument om ret til jagtpassage med videre. Det betyder, at en tredjemand har ret til at passere over en given ejendom i forbindelse med, at tredjemand skal på jagt på et område på den anden side af denne ejendom. Der er i nogle tilfælde specificeret, hvor på ejendommen, passagen kan foretages. For at en ret til jagtpassage kan gøres gældende, skal den være tinglyst på ejendommen som en servitut eller byrde. Det er naturligvis gamle servitutter, som indeholder en tredjemands ret til at passere over en given ejendom, så de kan komme på jagt.

Servitut

En servitut er en bestemmelse eller byrde, der er pålagt en ejendom. En servitut på et parcelhus kan typisk indeholde bestemmelser for

  • hvor du må bygge på din grund
  • hvor høj din hæk må være
  • hvor højt dit hus må være

og lignende. En servitut på en lejlighed gælder oftest alle lejligheder i ejendommen, og kan omhandle regler om hvor meget man må bygge på grunden, krav til en specifik varmeforsyning, vedtægterne for ejerforeningen eller lignende. En servitut er kun gældende, når den er tinglyst. Retten til jagtpassage skal derfor også være tinglyst.
Du er som boligejer forpligtet til at overholde alle gældende servitutter. Det uanset om du er bekendt med dem eller ej. Du kan se på www.tinglysning.dk hvilke servitutter, der er tinglyst på en given ejendom. I kan som udgangspunkt alene finde overskriften på servitutterne.

Eksempel på en tinglyst ret til jagtpassage

Her er et eksempel på en servitut om både ret til jagtpassage og ret til jagt, der er tinglyst på en ejendom: ”I henhold til lov af 8. maj 1894 §4 overdrager køberen for et tidsrum af 10 år fra skødets dato jagtretten på ejendommen afgiftsfri til besidderen af familiegodset ret til, efter at jagtretten er ophørt, bestandig at måtte passere med jagtgevær, jagtfølge og hunde over denne her solgte ejendom, hvilken ret også tilkommer besidderens befuldmægtigede og jagtbetjente. Alt uden vederlag herfor.”