82 13 10 66 Man - fre   Kl.  10-17

Flexbolig

Flexbolig ordningen er indført for at stimulere vækst i yderområder og hindre, at der står helårsboliger og forfalder i områder, hvor det er svært at sælge helårsboliger. Og hvor der måske allerede står tomme helårsboliger. Her kan flexbolig være en løsning.

Helårsboliger er omfattet af loven om bopælspligt. Kort fortalt betyder det, at man har pligt til at bo i boligen. Se mere om bopælspligt.

Status som flexbolig betyder, at du som ejer kan bruge boligen som fritidsbolig. Og du kan på et senere tidspunkt vende tilbage til helårsbeboelse uden yderligere ansøgning, hvis du får behov for det. Du kan nemlig frit vælge, hvornår du igen ønsker at bo permanent i boligen, da boligen bevarer sin formelle status som helårsbolig.

Som ejer af en helårsbolig (eller som potentiel køber) har du mulighed for at søge om status som flexbolig. Ansøgningen skal sendes til den pågældende kommune. Denne status kan du kun få, hvis du er ejer af ejendommen. Du har dog i mange tilfælde mulighed for at få et forhåndstilsagn fra kommunen, hvis du påtænker at købe en helårsbolig, som ønskes anvendt som fritidsbolig.

En tilladelse til flexbolig kan enten være personlig – altså så længe du ejer ejendommen. Eller den kan tilknyttet selve boligen. Det er kommunens beslutning, hvordan tilladelsen skal gives.

Flexboligen kan være et godt alternativ til at købe et sommerhus. Hvis der ikke er et sommerhus til salg i det område, hvor du søger, kan du overveje muligheden for flexbolig. Men husk at tjekke, om det er muligt, inden du når for langt i processen.

Kan man få tilladelse til flexbolig alle steder?

Nej! Det er dels op til den enkelte kommune, om man ønsker at udstede tilladelse til personen eller den pågældende bolig. Og også hvilke betingelser, der følger med tilladelsen. Derudover skal kommunen respektere evt. anden lovgivning, herunder bl.a. landbrugsloven, planloven m.v.

Hvis du er ved at købe bolig, så spørg din køberrådgiver, hvordan du bør agere i netop dit boligkøb.