82 13 10 66 Man - fre   Kl.  10-17

Friværdi

Hvad er friværdi?

Friværdi i din bolig, er den værdi af boligen, som er fri for lån. Hvis du sælger din bolig, og derefter indfrier dit lån, er overskuddet herefter friværdien.

Hvad kan man bruge friværdien til?

Hvis du har friværdi i din bolig, kan du optage lån i boligen. Som udgangspunkt er der ikke regler for, hvad du bruger lånet til. Det vil sige, at du kan renovere huset, købe en ny bil eller tage på din drømmerejse. Eller du kan vælge at indfri dyr gæld.

Der kan dog være forhold i din egen økonomi der gør, at banken ikke vil godkende dig, eller at realkreditinstituttet ikke ønsker at yde dig lån. Det kan både være din økonomi generelt, men også alder kan have betydning for, om banker og kreditforeninger ønsker at stille et lån til rådighed.

Her er et eksempel på friværdibelåning

Dit parcelhus har en værdi på 3.000.000 kr.
Du har et lån på 2.000.000 kr.
Din friværdi er derfor 1.000.000 kr.
Hvis du skal optage realkreditlån i din friværdi i realkreditinstituttet, vil de normalt yde op til 80% af værdien af ejendommen. Det betyder, at du i dette tilfælde kan have realkreditlån i huset på 2.400.000 kr., og dermed belåne huset yderligere med 400.000 kr.

Hvis du ønsker at undersøge dette, bør du spørge din bankrådgiver, om det bedst kan svare sig at optage et nyt lån på 400.000 kr., eller om det bedre kan svare sig at indfri det oprindelige lån på 2.000.000 kr. og optage et nyt lån på 2.400.000 kr.

Belåningsgrænse på andre typer boliger

Har du et sommerhus, som du gerne vil belåne i friværdien, er grænsen for belåning som udgangspunkt 75% og ikke 80%.
Er det en lejlighed, skal du forvente, at belåningen ikke kommer helt op på 80% af værdien. Spørg din bank eller kreditforening, hvordan det er i dit tilfælde.

Se de generelle retningslinjer på Finansdanmark.