82 13 10 66 Man - fre   Kl.  10-17

Overtagelsesdagen

Overtagelsesdagen er den dato, hvor du juridisk og finansielt overtager din nye bolig. Du overtager også boligen både fysisk og forsikringsmæssigt pr. denne dato, hvis ikke andet er aftalt med sælger. Se nedenfor. Overtagelsesdagen skal være oplyst i både købsaftalen og i skødet. Overtagelsesdagen er tillige den dato, hvor udgifterne skæres i forhold til refusionsopgørelse. Du kan læse mere her om refusionsopgørelsen.

Hvilke forhold skal være på plads på overtagelsesdagen?

Når du køber bolig, er der forskellige forhold, der skal være i orden, inden du kan få nøglen til din nye bolig: Udbetalingen skal være betalt til mægler, eller den, som står anført i købsaftalen som depositar. Derudover skal der være sikkerhed for restkøbesummen. Enten skal din bank have stillet en bankgaranti overfor sælgers bank. Eller restkøbesummen skal være deponeret hos sælgers bank eller anden depositar ifølge købsaftalen. Skødet skal være udarbejdet, og du skal have signeret skødet. Derudover skal du have betalt berigtigelsesomkostningerne. Det vil sige, at tinglysningsafgiften skal være betalt ligesom honoraret til din rådgiver skal være betalt. Og endelig skal du have tegnet forsikring for det købte, hvis du har købt hus, sommerhus eller rækkehus. Ved køb af lejlighed og nogle rækkehuse, er forsikringen tegnet af ejerforening eller grundejerforening. Og derfor skal denne ikke tegnes yderligere.
Hvis du har besluttet at tegne ejerskifteforsikring, skal denne også være tegnet inden overtagelsesdagen. Det gælder som hovedregel ikke for lejligheder, da der ikke kan tegnes ejerskifteforsikring for lejligheder.

Hvad gør jeg, hvis jeg kan få nøglen før overtagelsesdagen?

Hvis du får adgang til boligen før overtagelsesdagen, kaldes det dispositionsdagen. Der gælder samme regler, som på overtagelsesdagen. Det er således de samme forhold, du skal sørge for er på plads, inden du kan få nøglen udleveret. Vær særligt opmærksom på, at dine forsikringer skal starte dækning den dato, du modtager nøglen, og ikke pr. overtagelsesdatoen.