82 13 10 66 Man - fre   Kl.  10-17

10 gode råd om forældrekøb

Læs vores 10 gode råd om forældrekøb

Køb af bolig har altid stor betydning for din fremtidige økonomi. Det gælder naturligvis også, hvis du gerne vil investere i en lejlighed eller anden studiebolig til dit barn.

Den rigtige løsning?

 
Inden I begiver jer ud i forældrekøb, skal I overveje om det er den rigtige løsning for jer. Trods skattefordele m.m. vil det ofte koste penge for jer som forældre, og derfor påvirke jeres normale rådighedsbeløb. Samtidig går boligmarkedet op – og ned – og derfor er der en risiko for, at I kan tabe penge på købet af lejligheden. Forældrekøb bør derfor alene foretages, når der er et reelt behov – og ikke som investering.

Tidsperspektiv

Overvej hvor længe den “unge” har brug for lejligheden. Det er svært at give garantier her i livet, men det er vigtigt, at I overveje dette spørgsmål. Købsomkostningerne (bank, rådgiver, skøde m.m.) samt ikke mindst salgsomkostningerne er store, og derfor er det vigtigt, at den “unge” planlægger at bo i lejligheden en længere periode. Tal også om hvem der skal vedligeholde – og forny lejligheden. Ellers er der risiko for, at lejligheden falder i værdi.

Skattefordele

Skattefordelene er en vigtig faktor i et forældrekøb. Skattefordelene er kun gældende, hvis I ejer boligen. Ved køb af andelslejlighed “køber I en andel” af den samlede andelsboligforening – samt en brugsret til en særskilt bolig. Med andre ord; I ejer ikke den specifikke lejlighed. Derfor kan skattereglerne om forældrekøb ikke bruges ved køb af andelslejlighed.

Dele-lejlighed

Mange unge ønsker at dele lejligheden med en ven eller veninde. Derfor skal indretningen af lejligheden være den rigtige. Kig grundigt på lejlighedens plantegning. Tjek om det er muligt at udleje et værelse eller om det er plads til at kæresten flytter ind. Overvej også om eventuelle søskende kan overtage lejligheden, eller om I som forældre kunne tænke jer at flytte ind i den, når I bliver ældre. Endelig kan en 3-værelses lejlighed være billigere pr. m2 end en 2-værelses. Derfor kan det nogle gange betale sig at kigge efter en lidt større lejlighed.

Foreningens vedtægter

Tjek foreningens vedtægter om udlejning er tilladt. Nogle ejerforeninger har skrappe regler eller begrænsninger, og derfor er det vigtigt at sætte sig grundigt ind i vedtægterne. Ofte har ejendomsmægleren undersøgt dette – men ejendomsmægleren må efter den nye ejendomsmæglerlov (1. januar 2015) ikke rådgive jer om dette forhold. Derfor bør I som købere selv læse vedtægterne grundigt igennem. Eller få rådgivning om dette samt alle øvrige forhold.

Den rigtige løsning?

Skattereglerne for forældrekøb er komplicerede. Særligt reglerne om virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen kan være svære at forstå. Vi anbefaler altid, at I søger rådgivning hos revisor om valg af skatteordning.

Lejeniveauet

Undersøg lejeniveauet (markedslejen) i området. I må ikke sætte lejen for lavt på grund af skattefordelene. I må heller ikke sætte lejen for højt, hvis den unge skal ansøge om boligsikring.Samtidig bør I altid udarbejde en lejekontrakt mellem jer og den unge. Ellers kan den unge ikke ansøge om boligsikring.

Finansiering

Vælg den rigtige finansiering. Den lave rente på flexlån kan “lokke” i forbindelse med et forældrekøb. Men har I både flexlån i jeres egen bolig og flexlån i forældrekøbet, vil jeres risiko ved en rentestigning være dobbelt så stor.

Købe selv?

Overvej muligheden for om den unge selv kan købe lejligheden, eller om den unge kan finde en lejebolig. En lejebolig er ofte dyrere end en tilsvarende forældrekøbslejlighed. Til gengæld er der ingen risiko – og ingen salgsomkostninger hvis den unge ønsker at flytte inden for kort tid. Ved eventuelt valg af lejebolig, har I mulighed for at støtte den unge med op til 62.900 kr. (2017) årligt som en skattefri gave.

Beskatning af gevinst

Vær opmærksom på, at en eventuel gevinst ved salg af lejligheden beskattes. Reglerne om beskatningen af en gevinst gælder, hvis I ikke selv har boet i lejligheden. I tilfælde af et salg, er det en mulighed at sælge lejligheden til den unge. Den unge vil kunne købe lejligheden til 15 % under den offentlige vurdering. Derved kan en eventuel beskatning mindskes eller fjernes. Den unge vil efterfølgende kunne sælge lejligheden uden beskatning, idet den unge har boet i lejligheden.

Har du brug for rådgivning om forældrekøb, så kontakt os inden du køber.
Læs mere om forældrekøb her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.