82 13 10 66 Man - fre   Kl.  10-17
blog logo

Boligpriserne falder – men statistikken er bagefter

Udgivet den 28. september 2026

Boligpriserne falder – men statistikken er bagefter

Efter flere år med markante boligpriser er der for første gang i lang tid tegn på, at udviklingen på dele af boligmarkedet er ved at vende.
De seneste tal fra Boligsiden viser, at priserne på ejerlejligheder i København faldt med 0,5 procent (august 2026). På Frederiksberg var faldet ligeledes 0,5 procent. Ser vi på hele landet, steg lejlighedspriserne derimod marginalt med 0,1 procent, mens priserne på villaer og rækkehuse steg med 0,2 procent.
Umiddelbart er der altså tale om meget små bevægelser.
Man skal dog være forsigtig med at lægge for meget i størrelsen på de prisfald, der bliver omtalt lige nu. Boligstatistikken har nemlig en indbygget forsinkelse.

København kigger ud over forstænderne.

Statistikken viser ikke nødvendigvis boligmarkedet lige nu.
Når vi læser, at boligpriserne eksempelvis er faldet med 0,5 procent den seneste måned, kan det være nærliggende at opfatte det som et øjebliksbillede af boligmarkedet. Så enkelt er det imidlertid ikke.
Forestil dig, at en ejerlejlighed bliver solgt i maj 2026 med overtagelse den 1. september 2026. Køber og sælger indgår købsaftalen i maj, og det er dermed også i maj, at de reelt bliver enige om prisen.
Skødet bliver imidlertid ofte først tinglyst tæt på overtagelsesdagen. Handlen og købesummen kan derfor først optræde i de tilgængelige data flere måneder efter, at prisen reelt blev aftalt.
Der kan derfor være en betydelig tidsmæssig forskydning mellem det boligmarked, købere og sælgere oplever her og nu, og det boligmarked vi efterfølgende kan se i statistikkerne.
I praksis kan dele af den statistik, vi ser for august og september 2026, derfor afspejle priser, som købere og sælgere blev enige om for måske 2 eller 3 måneder siden.
Og netop når et marked skifter retning, er den forskel vigtig.

Vi oplever større prisfald lige nu

Hos Boligraadgiver.dk hjælper vi løbende boligkøbere med Køberrådgivning, vurdering af boliger og forhandling af købspriser. I vores konkrete handler ser vi allerede nu en større bevægelse i priserne, end man kan aflæse i prisstatistikker.
Der er også andre tegn på en ændring. Udbuddet af ejerlejligheder er vokset, der sælges færre lejligheder i København, flere boliger sættes ned i pris, og salgstiden er begyndt at stige. Samtidig er der igen blevet væsentligt bedre plads til prisforhandling.
Det betyder ikke nødvendigvis, at boligpriserne falder eller kommer til at falde markant. Boligmarkedet er notorisk vanskeligt at forudsige, og de seneste år har i sig selv vist, hvor forsigtig man skal være med bastante prognoser.
Men vores vurdering er, at de kommende måneders statistikker meget vel kan komme til at vise større prisfald end dem, der fremgår af de senest offentliggjorte tal.
Et samlet fald på 5 procent eller mere på dele af markedet er efter vores vurdering bestemt ikke utænkeligt.

Det stopper ikke nødvendigvis ved Københavns kommunegrænse

Det vil samtidig være en fejl kun at betragte udviklingen som et københavnerfænomen. Boligmarkedet hænger sammen geografisk. En stor del af dem, der sælger en ejerlejlighed i København, gør det for at købe noget større. Det kan være et rækkehus eller en villa i en københavnsk forstad, i Roskilde, i Køge eller længere ude på Sjælland. Det samme gør sig gældende omkring Aarhus, Odense og Aalborg.
Friværdien fra lejligheden bliver i mange tilfælde en del af finansieringen af den næste bolig.
Hvis en lejlighed, der tidligere kunne sælges for 5 millioner kroner, pludselig kun kan sælges for 4,75 millioner kroner, har sælgeren alt andet lige 250.000 kroner mindre med videre til næste bolig.
Det påvirker, hvor meget familien kan – eller vil – betale for huset uden for København. Og så begynder bevægelsen at sprede sig.

Et prisfald kan bevæge sig som en bølge

Boligmarkedet kan derfor betragtes som en række markeder, der påvirker hinanden.
Hvis boligpriserne falder i de dyreste områder, reduceres købekraften hos nogle af de boligejere, der skal videre til den næste bolig. Det kan efterfølgende påvirke priser og handelsaktivitet i de områder, de flytter til.
Fra de centrale dele af København til forstæderne. Fra forstæderne til de større sjællandske byer. Og derfra potentielt videre til mindre byer og områder længere fra hovedstaden. Det sker naturligvis ikke samtidig eller med samme styrke.
Lokalt udbud, arbejdspladser, befolkningstilvækst, nybyggeri, transportmuligheder, renter og mange andre forhold har stor betydning for, hvor hurtigt – og om – en sådan bevægelse slår igennem i det enkelte område. Men markederne er ikke isolerede fra hinanden.
Det er i øvrigt heller ikke et ukendt fænomen. Ved tidligere vendinger i boligmarkedet har man set de samme tendenser begynde i og omkring København og efterfølgende brede sig til andre dele af landet.

Måske ser vi allerede de første tegn længere ude

Det gør de observationer, vi får fra markedet netop nu, interessante. Inden for de seneste dage har vi hos Boligraadgiver.dk talt med flere ejendomsmæglere i blandt andet Ringsted, Næstved og Slagelse. Flere fortæller, at de for første gang i mange måneder oplever færre aktive boligkøbere og en faldende salgsaktivitet.
Det er endnu for tidligt at konkludere, at der er tale om en egentlig vending.
Faktisk viser de seneste officielle tal fortsat stigende huspriser i Region Sjælland. I august steg priserne med 0,4 procent, og sammenlignet med sidste år ligger de 9,7 procent højere.
Det gør forskellen mellem statistikken og de aktuelle observationer ude i markedet desto mere interessant.
Hvis aktiviteten først falder, vil det typisk kunne mærkes i antallet af interesserede købere, handler, liggetider, prisnedsættelser og prisforhandlinger, før et eventuelt prisfald for alvor bliver synligt i den officielle prisstatistik.

Boliger har aldrig været dyrere

Et eventuelt prisfald skal samtidig ses i perspektiv. Særligt priserne på ejerlejligheder i København er steget voldsomt. Trods faldet i august ligger priserne fortsat 18,7 procent højere end for blot et år siden og mere end 40 procent højere end for to år siden.
Det bemærkelsesværdige er samtidig, at boligmarkedet gennem flere år har trodset en række af de forhold, som normalt ville forventes at dæmpe priserne. Renterne steg markant uden det prisfald, mange forventede. Boligskatterne blev ændret. Finansieringen af en bolig blev dyrere, og samtidig steg de almindelige leveomkostninger.
Alligevel fortsatte boligpriserne op.
Der er naturligvis gode forklaringer. Høj beskæftigelse, stigende lønninger, begrænset udbud og stor efterspørgsel har været med til at holde hånden under markedet.
Men boligpriser kan ikke nødvendigvis blive ved med at stige hurtigere end købernes økonomi.

Lemminge-effekten

På kontoret kalder vi det lidt populært for “lemminge-effekten” – når alle løber i samme retning, fordi alle andre gør det. Den effekt har været meget tydelig på boligmarkedet de seneste år.
Når priserne stiger måned efter måned, og historierne om nye prisrekorder fylder i medierne, opstår der let en frygt hos køberne for at komme for sent.
Skal vi købe nu, inden boligen bliver endnu dyrere? Skal vi byde udbudsprisen – eller måske lidt mere – fordi der står andre købere klar?
Samtidig påvirkes sælgerne. Når naboens bolig blev solgt for 4,5 millioner kroner, hvorfor skulle vores så ikke kunne koste 4,7 millioner?
På den måde kan stigende priser være med til at skabe yderligere prisstigninger.
Men lemminge-effekten kan også gå den anden vej.
Hvis overskrifterne pludselig handler om faldende boligpriser, længere liggetider og færre handler, ændrer købernes adfærd sig. Hvorfor skynde sig med at købe i dag, hvis boligen måske er billigere om tre måneder? Og hvorfor acceptere udbudsprisen, hvis andre købere er begyndt at få større afslag?
Så bliver køberne mere tilbageholdende. Der kommer færre bud. Boligerne ligger længere. Sælgerne begynder at sætte priserne ned. Og netop dér kan et mindre prisfald begynde at forstærke sig selv.
Det er derfor ikke nødvendigvis det første prisfald på 0,5 eller 1 procent, der er det interessante. Det interessante er, hvad prisfaldet gør ved købernes og sælgernes forventninger.
Hvis lemmingeflokken først skifter retning, kan boligmarkedet ændre sig overraskende hurtigt.

Hvad betyder det for dig som boligkøber?

Det betyder ikke, at man skal stoppe sit boligkøb og vente på et stort prisfald. Ingen ved med sikkerhed, hvordan markedet udvikler sig de kommende måneder.
Men det betyder, at man som køber bør være mere kritisk over for udbudsprisen, end det har været nødvendigt i et marked med kraftigt stigende priser.
Se på de seneste handler. Se på liggetiden. Undersøg tidligere prisnedsættelser. Se på, hvor mange sammenlignelige boliger der er kommet til salg – og vær ikke bange for at forhandle.
En bolig kan sagtens være den rigtige bolig, selv om markedet falder. De fleste køber trods alt bolig for at bo i den og ikke for at sælge den igen tre måneder senere.
Men der er ingen grund til at betale mere end nødvendigt.
For lige nu er der tegn på, at de priser, der bliver aftalt ude på boligmarkedet, bevæger sig hurtigere nedad, end statistikken endnu er i stand til at vise.

Skal du eller er du allerede på boligjagt?

Hvis du ser på bolig, så er der så mange ting, der ændrer sig hele tiden. Alene af den grund – men også af mange andre grunde, som du kan læse om i vores artikler – så anbefaler vi, at du søger køberrådgivning, inden du tager din endelige beslutning!

Ring til os på 82131066 – eller giv os nogle få oplysninger om dig her, og du vil blive kontaktet af en Køberrådgiver.