82 13 10 66 Man - fre   Kl.  10-17
blog logo

Andelsboligkøber, pas på!

Andelsboligkøber – Betal ikke penge under bordet!

Udgivet den 18. april 2021

Markedet for andelsboliger er rødglødende, og der er vedholdende rygter om, at ”penge under bordet” spiller en stadig stigende rolle på andelsboligmarkedet.

Penge under bordet maskeres ofte

Som andelsboligkøber skal du vide, at det er ulovligt, hvis sælger kræver penge under bordet. I nogle tilfælde beder sælger blot om en ekstra betaling, inden kontrakten underskrives. I andre tilfælde beder sælger om en anden form for betaling, eksempelvis dusør. Alternativt maskeres betalingen ved, at du tvinges til at købe en eller anden form for ”særligt tilpasset inventar eller løsøre” i andelslejligheden. For dette inventar betaler du typisk en høj pris – også højere end den reelle pris.

Hård straf

Straffen for at kræve betaling under bordet er hård (op til 4 måneders fængsel). Det er dog svært at dømme sælger, hvis du ikke kan dokumentere, at sælger har krævet ulovlig betaling. Det samme hvis du skal have nogen chance for at få pengene tilbage.

Selv om andelsboligmarkedet er rødglødende fraråder vi altid, at du som andelsboligkøber betaler penge under bordet. Både fordi det er ulovligt, men også fordi at rigtig mange andelsboliger i forvejen er alt for dyre.

Mere end hver 3. andelsbolig er for dyr

Vi rådgiver dagligt andelsboligkøbere om andelsboligernes prissætning, regnskaber, valuarvurderinger, belåning og meget mere. Med baggrund i denne rådgivning er det vores klare opfattelse, at rigtig mange andelsboliger allerede i dag er for dyre. Faktisk råder vi mere end hver 3. andelsboligkøber til at kigge efter en anden andelsbolig, fordi prisen på den aktuelle bolig er alt for høj. Prisen for øvrige andelsboliger vi kigger på er ikke lave – eller billige. Priserne på disse andelsboliger er også høje, og derfor giver det aldrig mening, at betale ekstra penge for at få adgang til en sådan andelsbolig!

Prisen på en andelslejlighed kan IKKE sammenlignes med prisen på en ejerlejlighed

Vores Køberrådgivere oplever ofte, at køber har svært ved at gennemskue prisen. Der hvor en del andelsboligkøbere ofte vurderer forkert er, når de sammenligner indskuddet på andelsboligen med prisen på en ejerlejlighed. Disse købere begår en stor fejl!
Dem, der har haft mulighed for at sætte sig lidt mere ind i andelsboligmarkedet, sammenligner den tekniske pris på andelsboligen med kontantprisen på ejerlejligheden. Det giver et mere retvisende billede, og giver andelsboligkøberen en fornemmelse af, om andelsboligen vil være billigere at bo i på den lange bane, end en tilsvarende ejerlejlighed.

Det store problem i sammenligningen er dog, at priserne på andelsboliger og ejerlejligheder reelt ikke kan holdes op mod hinanden. Ejerlejlighedens pris er 100% markedsbestemt. Prisen på en andelsbolig er bestemt af en række forskellige love, herunder regler om en ”maksimalpris”.

Prisudviklingen på mange andelsboliger følger samtidig prisen på udlejningsejendomme, og er derfor ekstremt følsomme overfor renteudviklingen i samfundet. Renten er p.t. historisk lav – og derfor er prisen (og valuarvurderingen) på disse andelsboliger historisk høj. Stiger renten, vil valuarvurderingen falde dramatisk, og det kan få store konsekvenser for priserne på andelsboliger. ”Blackstone-loven” kan måske begrænse faldet i en periode, men rentepilen peger opad (renten er allerede steget i 2021), og det vil alt andet lige få store konsekvenser for andelsboligerne.

Derfor skal du som andelsboligkøber naturligvis IKKE betale en overpris for en andelsbolig.

Har du forelsket dig i en andelsbolig?

Vi anbefaler altid, at du søger Køberrådgivning om andelsboligen, inden du slår til. Det er trods alt et økonomisk kollektiv, du køber dig ind i!