Det kan koste dig dyrt, hvis du ikke tjekker ejendommens kloakforhold!
Rigtig mange kommuner er i fuld gang med at renovere deres kloaksystemer. Ikke kun i landområderne – men også i byområderne. Baggrunden er den stigende mængde regn, og den generelle klimatilpasning. Et af de steder, hvor kommuner kan afhjælpe problemerne med oversvømmelser m.m. er at skille spildevand og regnvand ad.
At skille spildevand og regnvand kaldes separatkloakering. Separatkloakering betyder, at spildevand fra husholdningerne og regnvand opdeles i hver sin kloakledning i stedet for at løbe i den samme ledning. Der, hvor regnvand og spildevand fra husholdningerne løber i samme ledning (fælleskloakering), er der risiko for problemer ved kraftige regnskyl pga. de store mængder af regnvand.
Hvad betyder det for dig som boligkøber
I forbindelse med boligkøb er det meget vigtigt at undersøge, om Kommunen har en spildevandsplan. Af planen bør det både fremgå, om ejendommens kloakforhold skal ændres. Og også hvornår det i givet fald skal ske. Skal kloaksystemet ændres, vil det koste mange penge. Prisen på omlægning af kloaksystemet afhænger af ejendommens nuværende kloakforhold. Men priserne starter fra ca. 50.000 kr.
Mange ejendomsmæglere ”glemmer” at informere om det, og undlader at undersøge forholdene til bunds. Det er samtidig et problem, at ejendomsmæglerne ikke længere har pligt til at undersøge og informere om alle forhold. Det er en af konsekvenserne af den “nye” ejendomsmæglerlov (pr. 1. jan. 2015). Undersøgelse af kloakforhold bør det være en del af den rådgivning, din køberrådgiver yder dig.
Det er en fast del af vores køberrådgivning. Og vi oplever, at oplysningerne mangler i mere end 75% af de bolighandler vi kigger igennem. Og i mere end 25% af disse boligsager finder vi ud af, at ejendommens kloakforhold skal ændres inden for de kommende 5 – 7 år.
Husk derfor at søge rådgivning, inden du køber bolig. Forvent ikke, at ejendomsmægleren fortæller dig om denne problematik!